Luis Suárez og Sergi Roberto rundede 100 kampe

FCBARCELONA.DK - 24.09.17

Der blev fejret et dobbelt jubilæum i går, da Barca var på besøg hos Girona og kunne rejse hjem med en fortjent sejr på 0-3. Både Luis Suárez og Sergi Roberto blev noteret for deres kamp nr. 100 i Barca-trøjen.

Såvel Luis Suárez som Sergi Roberto var med fra start i Girona i går aftes. Dermed kan de begge nu skrive 100 officielle kampe for Barca på CV’et og der kommer helt sikkert mange flere.

For Luis Suárez’ vedkommende kunne han fejre jubilæet med en velkommen scoring, efter en noget skuffende sæsonstart, hvor han har haft mere end svært ved at finde vej til netmaskerne. Han gjorde det til 0-3 midt i anden halvleg på et oplæg fra Messi.

Sergi Roberto var tilbage på højre back positionen i sin jubilæumskamp, hvor han ydede en solid indsats, uden for alvor at være udfordret.

De to spillere har nået de 100 kampe på to vidt forskellige måder. Luis Suárez kom til Barca i 2014 og har dermed kun brugt lidt over tre sæsoner på at nå det runde antal. Sergi Roberto er et produkt af La Masia og fik sin debut helt tilbage i 2010. Han har således brugt syv år på at nå 100 kampe. Det er specielt i denne sæson og de to foregående, at Sergi Roberto har akkumuleret kampe.

Selvom Luis Suárez har haft lidt svært ved at score i denne sæson, kan ingen klage over hans gennemsnit i de 100 kampe. Her er det blevet til imponerende 87 mål i alt.

Pudsigt nok har de to spillere begge vundet 77 af deres respektive 100 kampe. Luis Suárez har derudover spillet 11 uafgjort og tabt 12, mens Sergi Roberto har 13 uafgjorte og 10 nederlag. 

 
.:FORSIDE:.