Luis Suárez har brug for at spille en god kamp

FCBARCELONA.DK - 23.09.17

På fredagens pressemøde udtalte Ernesto Valverde, at Luis Suárez vender tilbage til holdet, når de i aften møder Girona. Her har angriberen brug for en god kamp, efter en tøvende start på sæsonen.

Denne sæson har man endnu ikke set Luis Suárez præstere på det niveau man ved han kan. Efter en skuffende indsats mod Getafe, valgte Valverde at holde ham helt ude af truppen til midtugekampen mod Eibar.

I går blev Luis Suárez så udtaget til udekampen mod Girona og da Gerard Deulofeu samtidig holdes ude af det opgør, er det oplagt at Luis Suárez vender tilbage til startopstillingen. At det sker, bekræftede Valverde på fredagens pressemøde.

Dermed får Luis Suárez muligheden for at finde den form, som Barca har brug for. Indtil nu har det mest været Messi der har truet modstandernes mål, godt hjulpet af Denis Suárez og Paulinho, men alle på holdet har brug for, at Luis Suárez også får scoret nogle mål. Indtil nu er han kun noteret for en enkelt scoring denne sæsons La Liga, nemlig mod Espanyol for to uger siden.

Med Dembélé ude i lang tid, er der brug for andre trusler end Messi, så Valverde håber helt sikkert på en god aften for Luis Suárez i aftenens kamp i Girona.

 
.:FORSIDE:.