Luis Enrique: "I morgen blæser vi til angreb"

FCBARCELONA.DK - 10.01.17

Efter tirsdagens træning holdt Luis Enrique pressemøde forud for onsdagens returopgør i Copa del Rey mod Athletic Bilbao. Barca-træneren slog fast, at man har tænk sig at angribe for fuld styrke for at vende 2-1 nederlaget fra San Mamés.

"Jeg er sikker på, at vi får en spektakulær kamp at se i morgen og sådan skal det også være, når der er tale om en afgørende ottendedelsfinale i Copa del Rey. Vi er bagud fra start, så det eneste vi har tænkt os er at angribe fra første sekund. Hvis vi scorer et mål er vi allerede videre og med tilhængernes støtte er jeg sikker på, at vi går videre" sagde Barca-træneren.

"Vi har i løbet af de seneste kampe været uheldige og ikke fået en sejr selvom vi har fortjent det. Derfor er der ingen tvivl om, at vi i morgen har brug for en god oplevelse og en sikker sejr, så vi kan komme tilbage på sporet og få den gode følelse tilbage. Dog er hverken jeg eller spillerne påvirkede af, hvad der skrives i pressen. Vi er rolige og tror på os selv. Intet er ændret i den forbindelse".

"Vi har selvfølgelig kigget på de fejl vi har begået i de seneste kampe, for de skal rettes. Vi skal være mere præcise og forbedre vores opbyggende spil. Samtidig skal vi være bedre til at modstå det høje pres, som mange modstandere udsætter os for. Hvis vi kan blive bedre på disse områder, vil det skabe mere plads til vores fordel".

Herefter blev Luis Enrique spurgt til beslutningen om at lade Messi, Iniesta, Suárez og Piqué melde afbud til FIFA's prisuddeling mandag. "Beslutningen om at blive hjemme fra prisuddelingen kom fra spillerne selv og har udelukkende noget at gøre med, at man ønsker at forberede kampen mod Athletic Bilbao på bedst muligv vis. De betragter kampen som meget vigtig og afgørende. Jeg bakker 100% op om spillernes beslutning" slog han fast.

Til slut kommenterede Luis Enrique også den seneste kritik af Gerard Piqué, som har været efter de spanske dommere og deres mange fejl. "Jeg respekterer Piqué og hans mening. Jeg taler altid meget med ham og han er en voksen mand, som godt ved hvad han bør og ikke bør sige. Dog må vi huske, at klubben altid kommer i første række og det skal vi alle tænke på. Det er nemmest at brokke sig når tingene ikke er som de skal være, men det svære er at holde ud og ikke eksplodere, når der sker så åbenlyse fejl som det har været tilfældet de seneste uger. Desværre er det næsten aldrig til klubbens fordel at brokke sig offentligt" sagde Barca-træneren.

.:FORSIDE:.