Klar besked til Arda Turan fra Valverde

FCBARCELONA.DK - 13.08.17

 

Arda Turans tid i Barcelona synes at være forbi. Med fraværet i truppen til aftenens Clásico på Camp Nou, sender Valverde endnu et klart signal til tyrkeren, der også sad udenfor i Gamper-opgøret i mandags.

Valverde har ikke Arda Turan med i sine planer for denne sæson. Det må ligge klart efter udtagelsen af truppen til kampen i aften, hvor Real Madrid gæster Camp Nou i det første af to opgør om den spanske supercup.

Turan fik ikke et eneste minut i mandags mod Chapecoense i Gamper-opgøret, hvor det ellers er meningen at holdet præsenteres for tilhængerne. At holde en spiller ude at Gamper kan kun tolkes som et signal om, at man ikke indgår i planerne, akkurat som det var tilfældet for Douglas.

Hvis Turan var i tvivl om sin fremtid efter det opgør, kan han ikke være det længere efter udtagelsen af truppen til El Clásico.

Valverdes beslutning kan være taget for få Turan til at fremskynde forhandlinger med andre klubber. Der har været forlydender om, at tyrkeren har afvist de henvendelser der kom i troen på, at han kunne triumfere i Barcelona.

Nu hvor Valverde har sendt endnu et klart signal, kan det få Turan til at indse, at han er bedst tjent med at søge et andet sted hen. Tyrkiske Galatasaray nævnes som den mest interesserede klub lige nu.

 

 
.:FORSIDE:.