Iniesta undskyldte til Madrid-spillerne

Johan Kim Reeslev - 11.01.17

FIFA holdt mandag deres årlige prisuddeling, som hædrer verdens bedste fodboldspillere. Spillerne fra Barcelona valgte at blive hjemme, men Iniesta lavede en video, hvor han undskyldte Barca fraværet til Madrid-spillerne.

Der var ikke en eneste Barca-spiller til stede til FIFA's prisuddeling mandag, da de valgte at blive hjemme for at forberede onsdagens afgørende kamp i Copa del Rey mod Athletic Bilbao. Barcas anfører Iniesta valgte dog at lave en video til gæsterne i sit fravær. Her sagde han: "Jeg vil gerne takke FIFA for priserne vi er blevet tildelt, både mine kollegaer og jeg. Det er en ære, og vi undskylder for ikke at deltage ved gallaen, men vi har en afgørende kamp i Copa del Rey". 

Ifølge flere spanske medier skulle Iniesta allerede tidligere på dagen have ringet til flere af Madrid-spillerne for at undskylde fraværet på deres store dag. Her skulle han være blevet mødt med forståelse fra de madrilenske spillere.

Iniesta er kendt for sit fair-play og sin gode sportsånd, hvilket gør ham til en meget populær spiller i hele Spanien. Iniesta kender også flere af Madrid-spillerne fra det spanske landshold og ville nok lykønske dem på trods af, at han ikke selv kunne være til stede.  

.:FORSIDE:.