Iniesta er den syvende blau-grana i Japan

FCBARCELONA.DK - 25.05.18

Andrés Iniesta fortsætter karrieren i japansk fodbold, mere konkret hos Vissel Kobe. Dermed bliver han den syvende spiller fra den catalanske klub, der tager til solens rige for at spille. Den første var Gary Lineker.

Den japanske J1-League var på mode i 1990'erne, hvor mange aldrende fodboldsstjerner valgte at tage til, når benene ikke længere kunne holde til det højeste niveau i Europa. Siden er japansk klubfodbold blevet overhalet af lande som Kina, USA og Qatar, hvor der er langt flere penge.

Alligevel var det Japan som Iniesta valgte, efter at have besluttet, at tiden i Barca var forbi. I går blev han officielt præsenteret som ny spiller hos Vissel Kobe.

Netop Vissel Kobe var også klubben der i 1996 tog imod Michael Laudrup. Efter fem sæsoner i Barca og to hos Real Madrid, gik turen til japansk fodbold. Her fandt han dog nivauet for lavt og blot et halvt år senere og med kun 15 kampe på CV'et, gik turen videre til Ajax Amsterdam.

Året efter var det en af Laudrups tidligere holdkammerater fra det legendariske Dream Team, Txiki Begiristain, nu sportsdirektør i Manchester City, der tog til Urawa Red Diamonds. Her var han i to sæsoner, hvorefter støvlerne blev lagt på hylden.

Samme år var det den tidligere Barca-angriber Julio Salinas, der ville prøve kræfter med den japanske liga. Han tog til klubben Yokohama Marinos, hvor han i 1998 fik selskab af Andoni Goikotxea, en anden af heltene fra Dream Team.

I 1998 fik japansk fodbold også glæde af Barca-legenden Hristo Stoichkov, der tog til Kashiwa Reysol, hvor han spillede i to sæsoner.

Den allerførste Barca-spiller i Japan var dog Gary Lineker, der i 1992 tog til Nagoya Grampus Eiight, hvor han var i to sæsoner, men kun spillede 18 kampe, hvorefter han sluttede karrieren.

Barca har også haft et par tidligere spillere, der har haft trænerjobs i Japan. I 1998 tog Carles Rexach, der i 70'erne blandt andre spillede sammen med Johan Cruyff hos Barca, imod et trænerjob hos Yokohama Flugels. Her hentede han Jordi Roura til Japan som sin assistenttræner. Halvandet år senere vendte Rexach hjem for at blive en del af trænerstaben under Louis van Gaal. Roura blev senere assistent for Tito Vilanova og ledede reelt Barca i en lang periode, da Vilanova var syg og senere døde af kræft.

Der skulle således gå næsten 20 år inden at den næste Barca-spiller tog til Japan, hvor Iniesta i går skrev under på en 2-årig kontrakt.

.:FORSIDE:.