Hvorfor venter Iniesta med at melde noget ud?

FCBARCELONA.DK - 16.04.18

Lørdag aften fortalte Andrés Iniesta, at han har taget en beslutning om sin fodboldmæssige fremtid, uden at afsløre hvad det omhandler. Det har startet spekulationer om, at han har besluttet at stoppe efter denne sæson.

Udtalelsen fra Iniesta faldt efter kampen mod Valencia og det har skabt overskrifter i catalanske og spanske medier. Det er et af Barcas allerstørste ikoner gennem historien der måske forlader klubben, så det kan ikke undgå at skabe stor opmærksomhed.

Denne sæson tegnede Iniesta en livstidskontrakt med Barca, hvor han selv 100% afgør hvor længe han vil blive i klubben. Eneste betingelse er, at han skal meddele det senest den 30. april.

Det betyder dog ikke, at han behøver at vente så længe med en udmelding, specielt ikke hvis han har besluttet at tage en sæson mere. I det tilfælde ville han berolige mange fans ved ahurtigt t fortælle, at han bliver i klubben.

Derfor tolker de fleste lokale medier hans udmelding som, at han forlader Barca når sæsonen er slut. Der har længe været talt om, at han har et særdeles lukrativt tilbud fra Kina.

I givet fald følger Iniesta i Xavis fodspor, da han forlod Barca i 2014 for at fortsætte karrieren på et lavere niveau, nærmere bestemt hos Qatar-klubben Al Sadd.

.:FORSIDE:.