Officielt: Programmet for Arthurs præsentation

FCBARCELONA.DK - 11.07.18

Mandag bekræftede Barca officielt købet af Athur Melo og nu har klubben løftet sløret for det præcise program for hans ankomst og præsentation, der finder sted i morgen. Han ankommer dog allerede i dag.

Efter flere måneders polemik ligger det nu fast, at Arthur, med det fulde navn Arthur Henrique Ramos de Oliveira Melo, skifter til Barca med øjeblikkelig virkning.

Efter den officielle bekræftelse mandag, har Barca nu meldt ud, hvordan Arthurs første dage i Barcelona bliver.

Han ankommer i dag, hvor han kl. 19.00 får taget det traditionelle foto foran Barca-flagene og det store klublogo ved indgangen til kontorene på Camp Nou.

Torsdag går det så for alvor løs med den officielle præsentation. Kl. 12.45 skriver han sin nye kontrakt under på præsident Josep Maria Bartomeus kontor. En halv time senere bliver der taget fotos på hovedtribunen på Camp Nou, hvor han poserer sammen med Bartomeu og helt sikkert også sportschef Eric Abidal.

Kl. 13.45 er det så tid til at trække i Barca-trøjen og betræde græsset på Camp Nou for første gang. Her vil Arthur jonglere lidt med en bold, mens der fotograferes. På grund af renoveringsarbejder vil der mod sædvane ikke være adgang for publikum.

Efter en hurtig omklædning, holdes der pressemøde kl. 14.15, brasilianeren svarer på spørgsmål.

.:FORSIDE:.