fbpx
Annonce

Sidste frist for liga-opstart er sat til den 27. juni

FCBARCELONA.DK - 01.04.20

© Getty Images
// La Liga

Hvornår kan man igen begynde at spille i ligaen? Det spørgsmål stiller alle sig i øjeblikket. I følge flere medier har La Liga organisationen sat en frist til den 27. juni. Er man ikke i gang der, kan sæsonen være slut.

Spanien er ramt på en helt anden katastrofal måde af Corona-virussen end Danmark, med mange flere indlagte, tusindevis af døde og et sundhedsvæsen i knæ. Alt er lukket ned og det er kun tilladt at forlade sit hjem i specielle situationer.

Derfor er det svært at se, hvornår dagligdagen kan begynde at indfinde sig igen, også på fodboldbanerne. Både fodboldforbundet RFEF og La Liga organisationen har tidligere meldt ud, at ligaen skal spilles færdig, om man så må tage sommeren i brug. Det bakkes op af FIFA og UEFA, der har rykket EM og Copa América til 2021, ligesom Champions League og Europa først færdigspilles når de lokale turneringer er afgjort.

Man er dog samtidig klar over, at der også er en grænse for, hvor lang tid man kan vente. Der mangler 11 runder af ligaen, hvilket vil tage 5-6 uger at færdigspille og derefter skal der altså også være tid til de europæiske klubturneringer.

Derfor skulle La Liga have meddelt klubberne, at man har sat en frist til 27. juni som den absolut seneste dato, hvor ligaen kan startes op. Sker det ikke, ser det umuligt ud at få turneringen spillet færdigt, hvilket kan medføre en aflysning af sæsonen. Det skriver blandt andet avisen Sport.

Det taler dog stik imod de udmeldinger der er kommet fra RFEF-præsidenten Luis Rubiales. Han holder kategorisk fast i, at ligaen og de lavere rækker skal afgøres på korrekt sportslig vis, hvilket vil sige med samtlige 38 runder spillet.

Derfor krydses der fingre for, at man ikke kommer i den situation, at man ikke er kommet i gang inden den 27. juni, altså om cirka tre måneder. Sker det ikke, står spansk fodbold i en helt uoverskuelig situation.

.:FORSIDE:.