Første straffe mod Barca i over to år i La Liga

Rune Stentoft - 02.03.18

I torsdagens kamp mod Las Palmas begik Barca et noget tvivlsomt straffespark i anden halvleg. Det er det første straffespark catalanerne har begået i over to år i den bedste spanske række.

Efter en hjørnesparkssituation i starten af anden halvleg var Barca så uheldige at begå straffespark ifølge kampens dommer. For hvad han dømte straffe på baggrund af står endnu uklart. Først troede mange, at det var fordi Sergi Roberto var i nærkamp med Garay, men det var sandsynligvis fordi bolden tilfældigt ramte Digne på hånden, efter at have ramt stolpen.

Inden kampen var det dog ikke sket for catalanerne i over to år i liga-sammenhæng. Sidst det skete var i en kamp mod Celta Vigo på Camp Nou i februar 2016, hvor catalanerne smadrede danskerholdet med hele 6-1.

At Barca ikke begår mange straffespark vidner om, at den catalanske storklub ikke er et hårdtspillende hold. Barca er samtidig også et af de hold i den spanske liga, der begår færrest frispark og modtager færrest gule og røde kort.

I international fodbold er det ellers ret udsædvanligt at gå igennem så lang en periode uden at begå et straffespark. For Barcas vedkommende skyldes det helt sikkert også, at de er et meget offensivt hold, hvor man ikke ofte tillader modstanderen at komme i eget felt.

.:FORSIDE:.