En sejr vil bringe Barca tættere på førstepladsen

FCBARCELONA.DK - 18.10.17

Barca er kæmpefavorit, når de i aften tager imod Olympiakos i tredje runde i Champions League gruppe D. Her vil en catalansk sejr bringe holdet tæt på den vigtige førsteplads, der giver fordele i 1/8 finalen.

Det vil være en kæmpe sensation, hvis ikke Barca henter de tre point i aftenens kamp. Catalanerne har vundet de to første kampe, med 3-0 over sidste års finalister fra Juventus samt 0-1 ude over Sporting CP. Modsat har Olympiakos tabt deres to kampe til præcis samme hold. Hjemme på Camp Nou bør der derfor aldrig opstå tvivl om resultatet.

Valverde og hans spillere har fuld fokus på at hente førstepladsen i gruppen. Det vil nemlig betyde, at de skal møde en toer fra anden gruppe i 1/8 finalen, hvor de samtidig får fordel af hjemmebane i returkampen. Det kan ikke undgå at være en stor fordel.

I aftenens anden kamp tager Juventus imod Sporting CP, et opgør der med stor sandsynlighed ender med italiensk sejr. Dermed vil kampen om førstepladsen som forventet blive et anliggende mellem Juventus og Barca.

Her vil en sejr i aften bringe Barca et stort skridt nærmere den vigtige 1. plads, selvom man efter aftenens kampe kun vil være nået halvejs i gruppespillet. Barca bør kunne vinde ude over Olympiakos og hjemme mod Sporting CP, og med 3-0 sejren over Juventus på Camp Nou, vil der være råd til en kneben sejr i Torino, uden at førstepladsen ryger af den grund.

 
.:FORSIDE:.