Officielt: Den spanske liga skal spilles i USA

FCBARCELONA.DK - 16.08.18

Det spanske ligaforbund meddelte torsdag, at nogle kampe i den spanske liga fremover skal spilles i USA. Allerede i denne sæson forventes det, at Barca eller Real Madrid skal spille en enkelt kamp på den anden side af Atlanten.

Det er den spanske liga, som har lavet en aftale med det amerikanske firma Relevant, som beskæftiger sig med sport, træning og medier. Deres direktør, Stephen Ross, ejer blandt andet Miami Dolphins og Hard Rock Stadium i Miami. Der skulle være blevet lavet en aftale for de kommende 15 år, hvor man gradvist skruer op for det antal kampe, som hvert år skal spilles i USA.

Allerede i denne sæson vil en enkelt kamp blive spillet i USA og her forventes det, at det enten bliver Barca eller Real Madrid, som må rejse over Atlanterhavet for en enkelt weekenden. Alt tyder på, at kampen skal spilles i Miami.

Den spanske liga forsøger på denne måde at udvide sin fanbase og få et større publikum i resten af verden. Denne metode har man blandt andet allerede set i amerikansk fodbold, hvor NFL rykker nogle kampe til London. Også den spanske Supercup mellem Barca og Sevilla blev forleden spillet i Marokko.

.:FORSIDE:.