Cillessen kan være på vej væk

FCBARCELONA.DK - 17.04.18

Når Jasper Cillessen på lørdag tager plads i målet når Barca spiller finale i Copa del Rey, bliver det muligvis hollænderens sidste kamp for klubben. Flere klubber står på spring for at give ham en hovedrolle.

Jasper Cillessen kom til Barca i 2016 som afløser for Claudio Bravo og her accepterede hollænderen uden tøven, at være reserve for Ter Stegen. Siden da er det stort set kun kampene i Copa del Rey som Cillessen har spillet, mens hans tyske kollaga har fået kampene i La Liga og Champions League.

Sidste sæson kunne Cillessen juble over titlen i Copa del Rey og det har han gode muligheder for at gentage denne sæson, når holdet på lørdag møder Sevilla i pokalfinalen. Dermed vil Cillessen have løst sin opgave perfekt.

Trods den megen tid på bænken, har Cillessen holdt et højt niveua hver eneste gang han har spillet og han har ikke på et eneste tidspunkt brokket sig over, at stå i skyggen af Ter Stegen. Det har skabt ro i truppen, at der ikke har været i tvivl om målmandsposten.

Cillessens høje niveau har skabt opmærksomhed i Europa, hvor flere store klubber angiveligt er klar med et tilbud til den hollandske keeper. Napoli, Atlético de Madrid og Liverpool er blandt de klubber, der nævnes på rygtebørsen.

Cillessen er blevet 29 år og det er slet ikke umuligt, at en god kontrakt og muligheden for en hovedrolle og dermed mere spilletid, kan lokke ham væk fra Barca. Med det niveau som Ter Stegen holder tyder intet på, at der venter mere spilletid til Cillessen hos Barca de kommende sæsoner.

Barca betalte 13 mio. euro for Cillessen i 2016 og hans frikøbsklausul lyder på 60 mio. euro. Det beløb er der næppe nogle klubber der lægger på bordet for en reservemålmand, men hvis Cillessen selv fortæller Barca, at han gerne vil væk, er klubben tvunget til forhandlingsbordet.

I første omgang er Cillessen fokuseret på pokalfinalen på lørdag, hvor han kan hjælpe holdet med at hente sæsonens første titel.

.:FORSIDE:.