fbpx
Annonce

Bliver Braithwaite droppet efter tre flotte kampe?

FCBARCELONA.DK - 05.12.20

© Getty Images
// Martin Braithwaite // Cadiz

Kan man sætte en spiller af holdet, der i de tre seneste kampe har scoret fire mål, lagt en assist og fremtvunget to straffespark? Risikoen er til stede for Martin Braithwaite i aften mod Cádiz, hvor det er slut med at spare spillere.

Martin Braithwaite har i den grad bragt sig selv i fokus med sine seneste præstationer. De er kommet i kampene mod Dynamo Kiev, Osasuna og Ferencvaros, hvor Ronald Koeman har ønsket at spare spillere i det stramme program.

Danskeren har grebet chancen flot og de catalanske medier har været begejstret. De roser ham for hans professionelle og seriøse indstilling, hårde arbejde ved træningen og på banen, samt ikke mindst indsatsen i de seneste tre kampe.

Men spørgsmålet er om festen slutter i aften for danskeren. De fleste forventer nemlig, at det er slut med at spare spillere, for Barca har ikke råd til flere pointtab efter den skuffende ligastart.

Braithwaite indgår ikke i Koemans ideelle startellever, der med sikkerhed tæller Messi og Griezmann, specielt efter at sidstnævnte har vist gode takter på det seneste. Derudover er der Coutinho, Dembélé og Pedri, der alle må antages at stå foran Braithwaite i køen om spilletid.

Derfor er der en stor risiko for, at det er slut for Braithwaite i startopstillingen for denne omgang. Til gengæld er det meget sandsynligt, at han kommer på banen i løbet af aftenens kamp, for at fordele kræfterne.

Det er nok den rolle der venter Braithwaite resten af sæsonen, altså som indskifter, enten for at aflaste holdkammeraterne eller hvis Barca har brug for at satse offensivt.

Kampen mod Cádiz spilles kl. 21.00 i aften og cirka en time inden, kan man her på fcbarcelona.dk se, om Koeman har Braithwaite med fra start eller på bænken.

.:FORSIDE:.