Barca: "Vi støtter André Gomes"

FCBARCELONA.DK - 13.03.18

André Gomes var i går ude med en meget personlig og ærlig udmelding om, at han har det rigtig svært for tiden. Det fik senere Barca til at komme med sin uforbeholdne støtte til portugiseren.

Gomes har aldrig rigtig fået spillet til at fungere siden skiftet i sommeren 2016 og det har gjort ham upopulær blandt mange af tilhængerne. I går kom meldingen så om, at det er noget der går ham rigtig meget på.

Det sker sjældent, at en spiller kom med en så ærlig udtalelse om, at humøret og selvtilliden er i bund. Det fik straks klubbens talsmand, Josep Vives, til at reagere. "Vi støtter André Gomes og har forståelse for hans udtalelser. Det er en situation som klubben følger og som vi reagerer på. Vi hjælper ham, som vi gør med alle vores spillere i denne klub. Hver af dem får en personlig behandling og Gomes er ingen undtagelse" kom det fra ham.

En lille del af publikum på Camp Nou har været på nakken af Gomes, når han har spillet skidt, men Josep Vives opfordrede til, at det ophører. "Vi beder om at man støtter spilleren, der med disse udtalelser viser sit engagement i klubben og en lyst til at komme videre" fortsatte han.

Vives forsikrede samtidig om, at klubben ikke har noget imod, at en spiller udtaler sig så åbent om personlige problemer. "Vi respekterer retten til at udtrykke sig og derfor vil vi aldrig censurere, hvad man udtaler offentligt" afsluttede han.

Der er næppe tvivl om, at publikum vil reagere positivt næste gang Gomes spiller på Camp Nou, hvilket allerede kan ske i morgen, når Chelsea kommer på besøg.

.:FORSIDE:.