Barca straffes ikke for bannere om selvstændighed

FCBARCELONA.DK - 14.09.17

Ved tirsdagens kamp mod Juventus, havde nogle tilskuere hængt kæmpe bannere op om Cataloniens ønske om selvstændighed, noget som kan give klubben en bøde, men det undlader UEFA at gøre.

Hele verdens øjne var rettet mod Camp Nou tirsdag aften, da Juventus var på besøg. Det benyttede nogle tilskuere til at gøre opmærksom på Cataloniens selvstændighedskamp med to kæmpe bannere. 'Welcome to the catalan republic' og 'SOS Democrácia' stod der på de to meget store bannere.

De seneste par sæsoner er Barca ved flere lejligheder blevet idømt bøder for de catalanske selvstændighedsflag som nogle tilskuere medbragte, men nu indtager UEFA en mere imødekommende holdning. Man accepterer at catalanerne har frihed til at udtrykke sig og derfor vil de omstridte flag ikke længere medføre bødestraf.

Tirsdag aften gik en gruppe tilskuere så et skridt videre med de omtalte kæmpebannere, hvor der ikke kunne herske tvivl om, hvad det handlede om, nemlig retten til at holde en afstemning om catalansk selvstændighed. Her benyttede de lejligheden til, at mange millioner verden over så kampen på Camp Nou.

Denne manifestation kunne godt have medført endnu en bøde, men UEFA har tilsyndeladende ikke tænkt sig at gøre mere ved sagen. Fodboldorganisationen ønsker ikke at konflikten med catalanerne blusser op igen og derfor venter der ingen bøder i kølvandet på tirsdagens kamp.

 
.:FORSIDE:.