Barca kræver forklaring på politiets opførsel

FCBARCELONA.DK - 25.04.18

Ved lørdagens pokalfinale fik Barca-tilhængere konfiskeret gule t-shirts og bannere af det spanske politi og det får nu klubben på banen med kravet om en forklaring.

Den gule farve er blevet et symbol på catalanernes fredelige protester over, at catalanske politikere er sat i fængsel på grund af deres politiske kamp for at løsrive Catalonien fra Spanien.

Ved indgangen til Wanda Metropolitano i Madrid blev de mange catalanske tilhængere bedt om at aflevere gule t-shirts og bannere, hvilket man i Catalonien klart ser som et klart brud på ytringsfriheden. Det fik da også straks præsident Josep Maria Bartomeu til at reagere. Det forklarede klubbens talsmand, Josep Vives, i går.

"Vores præsident bad samme aften de ansvarlige fra fodboldforbundet om en forklaring og i dag beder vi skriftligt om det samme. Ud fra det svar vi får, overvejer vi vores videre tiltag" udtalte han.

"Vi kan ikke gå på kompromis i sager som disse, hvor man kategoriserer vores tilhængere som fanatiske. Derfor samlede vores jurister mandag informationer sammen og i dag sender vi et brev til regeringen og til fodboldforbundet" fortsatte han.

Det spansk politi har tidligere forklaret, at alt var afstemt på de sikkerhedsbriefinger der blev holdt op til kampen, og hvor Barca var repræsentet. Det blev dog klart afvist af Vives. "Det er fuldstændig forkert. Vi er trætte af, at man forsøger at manipulere med os på den måde. Der blev holdt tre møder hvor det blev aftalt, at der ville være normale sikkerhedsforanstaltninger til denne slags kampe. Det omfatter ikke en krænkelse af menneskers fundamentale rettigheder, for det er ulovligt. Det har på intet tidspunkt været diskuteret, om man kunne gå ind til kampen med en bestemt farve t-shirt på" kom det fra Vives.

Sagen har virkeligt medført harme blandt Barcelonas tilhængere og i resten af Catalonien, hvor man endnu en gang føler sig krænket af de spanske myndigheder.

.:FORSIDE:.