Barca går efter den perfekte liga

FCBARCELONA.DK - 16.04.18

Med Champions League ude af billedet og en pokalfinale på lørdag, kan Barca derefter koncentrere sig 100% om ligaen. Her er det målet at afslutte på en måde, der vil gøre ligasæsonen perfekt.

Barca står med gode muligheder for at vinde 'el doblete' denne sæson. De er i pokalfinalen på lørdag mod Sevilla og i ligaen mangler de kun syv point i seks kampe for at blive mestre.

Barca-spillerne stiller sig dog angiveligt ikke tilfredse med syv point, for med Champions League ude af billedet, vil de slutte ligaen af med maner. Her er der flere målsætninger som de går efter at opfylde:

Ubesejret i en hel sæson
Det er aldrig sket tidligere i historien, at et hold er gået gennem en hel ligasæson, uden at tabe en eneste kamp. Det kan Barca opnå, hvis de ikke taber i de sidste seks runder, hvor de møder Celta (U), Villarreal (H), Deportivo (U), Real Madrid (H), Levante (U) og Real Sociedad (H).

100 point
Kun to gange tidligere i historien, har et hold hentet 100 point i ligaen, Real Madrid i 2011/12 og Barcelona i 2012/13. Vinder Barca de seks sidste kampe, lander de præcist på 100 point. Det vil kræve en sejr over Real Madrid i El Clásico på Camp Nou i starten af maj.

Guldstøvlen
Messi er suveræn topscorer i ligaen og slås indædt med Liverpools Salah om at være den mest scorende i Europa. Her fører egypteren lige nu med et enkelt mål, så her vil holdkammeraterne gerne hjælpe Messi til det eftertragtede trofæ, som han har vundet fire gange tidligere, blandt andet i sidste sæson.

Zamora-trofæet
Det uddeles til den målmand i ligaen, der lukker færrest mål ind. Her er Ter Stegen kun to mål efter Atléticos Jan Oblak og han har dermed mulighed for at vinde trofæet for første gang, hvis der ikke lukkes for mange mål ind i de sidste seks runder.

Lykkes det for Barca at når alle de ovennævnte mål, vil der reelt være tale om en perfekt sæson i ligaen, hvor de totalt rydder bordet.

.:FORSIDE:.