Barca-direktør: "Vi er klar til at hente Coutinho"

Anders Lang Jensen - 12.10.17

Brasilianske Phillippe Coutinho bliver, trods den fejlslagne sommertransfer, stadig rygtet kraftigt til Camp Nou. På dagens pressemøde i klubben fortalte klubbens CEO, Óscar Grau, om fremtidens transferplaner inklusiv et muligt bud på Liverpool-stjernen.

Den 25-årige offensivstjerne var det helt store samtaleemne i store dele af sommerens transfervindue, og Barca pønsede længe på en transfer, men Liverpool afviste buddene gang på gang. Rygterne omkring endnu et bud fra Barcas side til januar har dog taget til.

Óscar Grau udtalte sig onsdag om en eventuel Coutinho-handel og balancen i forhold til afgange og tilgange af spillere: ”Vi er klar til og har råd til at hente Coutinho til vinter, og for den sags skyld alle andre spillere, som den tekniske stab ønsker. Men det er vigtigt at tilpasse os selv, så hvis der skal være tilgange, må der også være afgange" sagde han.

Selvom der kom adskillige penge i kassen i sommer efter salget af Neymar, forsøger klubben altså stadig at holde den rette balance og den økonomiske ansvarlighed. Mere og mere peger dog i retning af, at catalanerne henter en forstærkning når man træder ind i det nye år.

 

 

 
.:FORSIDE:.