Avis: Monaco og PSG byder på Rakitic

Anders Lang Jensen - 10.08.18

Adskillige transferrygter igennem hele sommeren har omhandlet den centrale midtbane i Barca. Nu melder avisen Mundo Deportivo, at de to franske storklubber Paris Saint-Germain og Monaco har stor interesse i Ivan Rakitic.

Historien kommer lidt ud af det blå. Kroaten har det godt på Camp Nou og er en vigtig mand for træner Ernesto Valverde. Den kroatiske stjerne under VM-slutrunden er dog trods den gode tilværelse i det catalanske et transfermål for de to franske klubber. Angiveligt skulle begge klubber være klar til at byde stort på den tidligere Sevilla-spiller.

Paris Saint-Germain har i længere tid forsøgt at hente Chelseas N’Golo Kante, men franskmanden kan ikke vristes fri af englænderne. Derfor har de ifølge avisen rettet fokus mod Ivan Rakitic sammen med Monaco, der økonomisk kan lege med efter salgene af Thomas Lemar og Fabinho.

Det er dog meget usandsynligt, at Barca overhovedet vil overveje at sælge Rakitic. Kroaten var blandt de spillere i sidste sæson, som spillede flest minutter og han havde en særdeles vigtig rolle på den catalanske midtbane. Derfor regner alle da også med, at historien forbliver spekulationer.

.:FORSIDE:.