Avis: Coutinho har en aftale med Liverpool

FCBARCELONA.DK - 11.10.17

Ifølge den catalanske avis Mundo Deportivo har Philippe Coutinho en aftale med Liverpool om, at den engelske klub skal samarbejde i forbindelse med et salg af brasilianeren allerede i den kommende vinters transfervindue.

Coutinho bad allerede i sommer Liverpool om at få lov til at skifte til Barca, men englænderne afviste både brasilianeren og Barcas tilbud. Det gjorde Coutinho rasende og han var klar til at boykotte sin deltagelse ved Champions League for Liverpool.

Sammen med træner Jürgen Klopp kom parterne dog på talefod igen og her skulle man angiveligt være nået frem til, at Liverpool til januar vil samarbejde og ikke modsætte sig salget af Coutinho til Barca. Med den lovning accepterede Coutinho at yde sit ypperste for den engelske klub og spille i Champions League indtil et klubskifte bliver en realitet.

På Camp Nou er man fortsat i kontakt med Coutinho og ønsker at hente ham til Barcelona hurtigst muligt. Man er stadigvæk klar til at købe ham allerede til vinter, også selvom man ikke kan bruge ham i Champions League.

 
.:FORSIDE:.