Avis: Barca overvejede Eriksen i sommer

Rune Stentoft - 14.02.18

Tirsdag kunne den danske ekspert i spansk fodbold, Luna Cristofi, afsløre, at Christian Eriksen stadig følges tæt i den catalanske storklub. Nu bakker Barcelonas største sportsavis onsdag op om historien.

Christian Eriksen har i en længere periode været sat i forbindelse med Barca, men rygterne har været aftagende i noget tid. Hans forrygende kamp mod Juventus i Champions League i går har dog sat gang i rygterne på ny.

Det er den pålidelige journalist Paco Aguilar på den catalanske avis Mundo Deportivo, som Luna Christofi også refererede til tirsdag aften i et TV-program, som bekræfter, at Eriksen stadig er et brandvarmt navn i Barcelona.

Faktisk skriver han, at Barca seriøst overvejede at hente danskeren til klubben i stedet for Phillippe Coutinto, der kom til denne vinter. Catalanerne skulle i sommer have været så trætte af, at Liverpool sidste sommer ikke ville sælge brasilianeren, selvom Coutinho indleverede en transferanmodning.

I stedet rettede Barca blikket mod Christian Eriksen og de overvejede seriøst at hente ham til Camp Nou. De blev dog hurtigt afvist ved døren af Tottenhams formand Daniel Levy, der krævede et kæmpe stort beløb for danskeren, og som er kendt for at være en hård forhandler, som man så det med Real Madrids køb af Gareth Bale og Luka Modric.

Sidste sommer udtalte Levy også, at "hvis PSG betaler 222 mio. euro for Neymar, så koster Christian Eriksen 225 mio. euro". Det var hans måde at sige på, at Barca skulle betale et kæmpe stort beløb for den nu 26-årige dansker, hvis de ville have fingrene i ham. Derfor trak catalanerne hurtigt følehornene tilbage igen, og besluttede at sætte alle sejl ind på Coutinho i det netop overståede vintertransfervindue.

Christian Eriksen blev i sommers også spurgt ind til interessen fra Barcelona, og her var han da heller ikke afvisende. "Barcelona er en fantastisk klub og jeg tror ikke der er mange, der siger nej til Barcelona, men før der er en konkret interesse, har jeg ikke holdning til det" sagde han dengang til Ekstra Bladet.

Det er velkendt, at Barca-sportschef Robert Fernández har fulgt Christian Eriksen igennem en længere periode, og hvis danskeren fortsætter med at levere på det nuværende niveau, så mister catalanerne helt sikkert ikke interessen. Samtidig melder kilder på Camp Nou, at der ikke kan udelukkes et skifte til sommer.

.:FORSIDE:.