André Gomes scorede sit første mål for Barca

Rune Stentoft - 20.03.17

Barcelonas nyindkøb Andrés Gomes blev skiftet ind med 15 minutter tilbage af kampen mod Valencia i går aftes. Her lykkedes det ham endelig at score sit første mål for klubben.

Sidste sommer skiftede den 23-årige portugiser tilværelsen på Mestalla ud med et nyt liv på Camp Nou i en handel der indbragte Valencia minimum 35 mio. euro.

Efter 36 kampe for den catalanske storklub lykkedes det så endelig for Gomes at få scoret sit første mål i blaugrana-trøjen, da han søndag aften blev skitet ind i 4-2 sejren over sin tidligere klub, og satte sidste fod på bolden ved det sidste mål eftet et flot oplæg af Neymar.

Det er et mål der uden tvivl skaber stor glæde for den portugisiske landsholdspiller, som har været igennem en hård periode i de sidste par uger, hvor tilhængerne flere gange har piftet af ham, da han endnu ikke for alvor har slået til. Med 36 kampe kan man ellers ikke sige, at han ikke har fået chancen af Luis Enrique, som på hans anmodning bad klubben om at hente ham.

I starten af sæsonen gjorde han en fin figur, men han har generelt haft svært ved at tilpasse sig til Barcas spillestil. Det har betydet, at hans spil har været præget af stor usikkerhed, som har kostet mange fejl på midten af banen. Håbet er derfor nu, at målet kan være med til styrke Gomes' selvtillid.

 
.:FORSIDE:.