Alves: "Fik det dårligt med så mange fra Madrid"

FCBARCELONA.DK - 10.01.17

Dani Alves savnede tydeligt sine tidligere holdkammerater fra Barcelona ved mandagens FIFA-galla i Zürich.  Her jokede han med, at han fik det dårligt i selskab med så mange spillere fra Real Madrid.

Alves havde helt sikkert set frem til, at møde nogle af sine tidligere holdkammerater fra Barca, da FIFA holdt sin galla mandag aften. Messi, Iniesta, Piqué og Suárez valgte dog alle at blive hjemme, for at forberede sig til onsdagens vigtige pokalkamp mod Bilbao.

Alves blev kåret til årets hold, hvor han på scenen fik selskab af fem spillere fra Real Madrid, men ingen fra Barca. Det fik ham til at komme med en sjov kommentar. ”Jeg så mange af de hvide og fik det skidt. Barcelonas spillere burde være kommet, men det er selvfølgelig op til den enkelte” kom det fra ham.

Han udtrykte dog alligevel forståelse for, at Barca-spillerne foretrak at holde fokus på det sportslige. ”De er klar til at klare enhver udfordring og det havde ikke ændret noget, hvis de havde været her. Det er rigtigt, at der står meget på spil for dem og det hjælper at spare kræfter” sagde han videre.

Det var Cristiano Ronaldo der blev kåret til ’The Best 2016”, men her havde Alves hellere set Messi vinde trofæet. ”Jeg har min foretrukne og det er Messi, men min stemme tæller ikke meget. Folk har valgt Cristiano og det skal man respektere” udtalte han.

Barca er langt efter Madrid i ligaen og Alves lagde ikke skjul på, at holdet burde klare sig bedre. ”Der er ingen tvivl om, at Barca kan gøre det bedre, end de har gjort” fortsatte han.

Alves skiftede som bekendt til Juventus i sommers og han erkendte, at de 8 år i Barca har sat sine spor. ”Jeg savner mine holdkammerater. Skiftet til Juventus har ændret mit liv radikalt, men livet handler om udfordringer. Jeg forsøger at holde kontakten og taler meget med Ney og Rafa” afsluttede han.  

 
.:FORSIDE:.