Sevilla – FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 14.08.16

FC Barcelona: Bravo, Sergi Roberto, Piqué, Mascherano, Mathieu (Digne 26’), Busquets, Iniesta (Denis Suárez 34’), Rakitic, Turan (Munir 75’), Messi, Suárez

Bænk: Masip, Digne, Vidal, Umtiti, Denis Suárez, André Gomes og Munir.


Mål: 0-1 L. Suárez (54’), 0-2 Munir (80’)

Det handlede om det første af to opgør om den spanske Supercup, da Barca gæstede Sevilla søndag aften. Her valgte Luis Enrique at indlede kampen med Sergi Roberto og Mathieu på de to backpladser, mens Arda Turan tog plads i angrebet ved siden af Messi og Luis Suárez. Holdets forstærkninger denne sommer, Digne, Umtiti, Denis Suárez og Gomes, tog alle plads på bænken.

Efter at holdene havde følt hinanden lidt på tænderne de første minutter af opgøret, var det Barca der kom til kampens første mulighed og den var stor. Luis Suárez blev spillet helt fri på kanten af feltet, men en flot redning af keeperen forhindrede en hurtig Barca-føring. Spillet flød fornuftigt for Barca i starten af kampen og efter 11 minutter var det Arda Turan der fik en mulighed, men han ramte ikke bolden, da han forsøgte sig med et saksespark.

Efter en lidt tøvende start fra Sevillas side, kom de langsomt bedre med. De gik højere på banen og fik sat Barca under pres i opspillet. Det gav en periode med et overtag til hjemmeholdet, hvor de også fik tilkæmpet sig et par hjørnespark. Afslutninger på mål blev det dog ikke til. Efter 24 minutter spil var der dårlige nyheder til Barca, da Mathieu satte sig på banen og tog sig til højre lår. Han kunne ikke fortsætte og Lucas Digne blev sendt på banen i stedet til sin officielle debut. Kampen var ret jævnbyrdig og de to mandskaber havde bolden lige meget. Det var Barca der virkede mest målfarlig i spillet, men uden at de kom frem til farlige afslutninger.

Barcas offensiv virkede ikke helt så farlig som man så i sidste sæson og selvom Arda Turan arbejdede godt i front, havde han svært ved at finde ind i spillet. Messi forsøgte flere gange at skabe noget på egen hånd, men det sidste held manglede. Efter 34 minutter blev Luis Enrique tvunget til at skifte ud igen. Iniesta havde tidligere stødt knæet sammen med en modstander og han kunne ikke fortsætte. Dermed var det Denis Suárez’ tur til at få officiel debut i Barca-trøjen. Det var Sevilla der sluttede havlegen bedst, men stadig uden at få afsluttet. En jævnbyrdig og taktisk første halvleg sluttede dermed uden scoringer og med kun én reel afslutning i de 45 minutter.

Barca lagde ud efter pausen med at skabe en god mulighed, hvor Denis Suárez fandt Luis Suárez i feltet, men også her greb målmanden ind med en redning. Kort efter, i det 54. minut, kom så scoringen til 0-1. Denis Suárez sendte bolden ind i feltet til Arda Turan, der flot fik sendt den videre med brystet til Luis Suárez. Han knaldede bolden i nettet uden chance for målmanden og så var Barca foran. Blot to minutter senere var Messi tæt på at øge føringen, da han blev spillet helt fri i feltet. Han forsøgte at vippe bolden forbi målmanden, der fik hånden på og afværgede. Kort efter var det Sergi Roberto der forsøgte sig med et skud fra distancen, men også han måtte se Sevillas målmand komme i vejen.

Efter en periode hvor hjemmeholdets spillere havde virket rådvilde, kom de på ny længere frem på banen i søgen efter en udligning. Det skabte en farlig mulighed efter 65 minutter, hvor Sergi Roberto var tæt på at sende bolden i eget net. Barcas spillere begyndte at virke trætte og de havde svært ved at holde på bolden. Det betød samtidig at der var længere imellem, at de nærmede sig hjemmeholdets felt. Sevilla satsede fremad banen og Barca var under pres foran eget felt. I en tilfældig situation greb Bravo ind med en flot refleks, der kunne have betydet en scoring til Sevilla.

Et kvarter før tid foretog Luis Enrique sin sidste udskiftning, da Munir kom på banen i stedet for Arda Turan. Det varede ikke længe før at den ændring gav udbytte. Sevillas offensive satsning gav plads bagude og det udnyttede Barca 10 minutter før tid. Messi satte en omstilling i gang og spillede Munir fri i dybden. Han takkede ved at sende bolden i nettet til 0-2. Den scoring tog de sidste kræfter fra Sevilla, der ikke evnede at komme tilbage i opgøret. Barca kontrollerede fint uden at bruge for mange kræfter. I kampens sidste minut kunne der være kommet en Barca-scoring mere, da Messi trak godt fri og fyrede af, men målmanden fik afværget.

Kampen sluttede med en 0-2 sejr til Barca og dermed skabte de sig et formidabelt udgangspunkt inden returkampen på onsdag på Camp Nou.  

.:FORSIDE:.