FC Barcelona – Sampdoria 3 - 2

FCBARCELONA.DK - 10.08.16

FC Barcelona: Bravo (Masip 31’, Ter Stegen 60’)), Sergi Roberto (Aleix 46’), Piqué (Umtiti 60’), Mathieu (Mascherano 31’), Digne (Cámara 60’), Busquets (Samper 75’), Rakitic (Gomes 60’) , Iniesta (D. Suárez 60’), Turan, Messi (Munir 75’), Luis Suárez

Bænk: Ter Stegen, Masip, Aleix, Douglas, Umtiti, Mascherano, Alba, Cámara, Samper, Denis Suárez, Gomes, Munir og Tello

Mål: 1-0 Suárez (17’), 2-0 Messi (21’), 2-1 Muriel (23’), 3-1 Messi (33’), 3-2 Budimir (77’)

Der var tale om den traditionsrige Gamper-turnering, da Barca mødte Sampdoria på Camp Nou i sommerens sidste træningskamp. Ud over en god gang træning, handlede det også om at få vist alle spillerne frem for klubbens tilhængere.

Barca lagde ud med at skabe en stor mulighed allerede efter tre minutter, hvor Digne lagde et godt indlæg ind i feltet til Arda Turan, der sendte et hovedstød af sted, men bolden sad lige på målmanden. Kort efter manglede Messi lige de sidste centimeter i at nå frem til et oplæg fra Suárez. Det var som ventet Barca der kontrollerede fra start og de satte italienerne under pres med hurtigt og målsøgende spil. Det var tæt på at give resultat efter et lille kvarter, da Iniesta sendte et skud tæt forbi mål.

Et par minutter efter kom kampens første mål. Iniesta lagde bolden ind i feltet, hvor han tæmmede den med brystet og i samme bevægelse sendte den over sit eget hoved til Luis Suárez, der havde let ved at heade den i nettet. Flot scoring! Barca fortsatte med det flotte spil og der gik kun fire minutter inden at 2-0 scoringen kom. Rakitic lagde en præcis pasning ind i feltet til Messi, der køligt trak forbi keeperen og trillede bolden i nettet. Blot et par minutter efter viste Sampdoria at de også ville være med, da de kombinerede sig flot gennem Barcas forsvar, så Muriel kunne reducere til 2-1. Dermed var der scoret tre gange på blot seks minutter.

Efter en halv time var det allerede tid til de første udskiftninger, da Masip og Mascherano afløste Bravo og Mathieu. Lige efter fik Barca frispark et stykke udenfor feltet, men det forhindrede ikke en veloplagt Messi i at sende bolden fordi både muren og keeperen til en 3-1 scoring. Barca fortsatte med at dominere klart og Sampdoria blev presset tilbage foran eget felt. Det udmøntede sig i en god mulighed til Suárez i halvlegens sidste minut, men hans skud blev blokeret, så bolden ændrede retning og strøg tæt over mål. Det blev sidste aktion i en flot første halvleg af Barca, hvor de fortjent var foran.

Luis Enrique foretog kun en enkelt udskiftning i pausen, da Aleix afløste Sergi Roberto. Barca fortsatte i de samme takter som I de første 45 minutter. Kombinationerne fungerede fint og der var god fart i spillet. Der var hele tiden fare på færde, men de helt åbne chancer blev det ikke til i det første kvarter efter pausen. Sampdoria forsøgte at gå lidt højere på banen, men det var sjældent at de lykkedes med at holde på bolden i særlig lang tid.

Efter en times spil foretog Luis Enrique fem udskiftninger. Blandt dem var Samuel Umtiti og André Gomes, der dermed fik deres første minutter i Barca-trøjen. Det var meget tæt på endnu en scoring til Barca, da Arda Turan forsøgte sig fra distancen, men han måtte se bolden tage overliggeren. Få minutter efter var det Denis Suárez der manglede de sidste marginaler, da hans skud tog den ene stolpe. Rent uheld at Barca ikke fik scoret i de to situationer. Også Sampdoria skiftede meget ud og det ødelagde kampens rytme noget. Det var dog forsat Barca der svingede taktstokken i opgøret, hvor de blev bakket godt op af et veloplagt Camp Nou, der var meget tilfreds med spillet nede på banen.

Et kvarter før tid blev der skiftet ud igen og denne gang var Messi en af dem der forlod banen. Det fik Camp Nou til at rejse sig hylde argentineren for en flot kamp, med to scoringer og et oplæg. Få minutter senere blev der reduceret til 3-2, da Mascherano kom skidt op til et højt indlæg, så Budimir kunne tage bolden ned med brystet og sende den ind bag Ter Stegen, der havde afløst Masip efter en times spil. Barcas spil flød ikke længere som tidligere i kampen. De mange udskiftninger satte sig præg på indsatsen og selvom hjemmeholdet var klar mest på bolden, var gnisten gået noget af deres spil.

Tilskuerne var dog tæt på at få en scoring mere at gå hjem på i kampens sidste minut, da Barca fik frispark lige udenfor feltet. Det tog Luis Suárez sig af, men han måtte se målmanden hive en flot redning frem. Mere skete der ikke og Barca vandt dermed med 3-2, en sejr der burde være blevet et par mål større, efter en godkendt indsats, specielt de første 45 minutter. 

 
.:FORSIDE:.