FC Barcelona – Real Betis 6 - 2

FCBARCELONA.DK - 20.08.16

FC Barcelona: Bravo, Sergi Roberto, Piqué, Umtiti, Alba (Digne 76’), Busquets, Turan, Denis Suárez (Munir 69’) , Rakitic, Messi, Luis Suárez

Bænk: Masip, Aleix, Douglas, Digne, Samper, Kaptoum og Munir


Mål: 1-0 Turan (6’), 1-1 Castro (20’), 2-1 Messi (37’), 3-1 L. Suárez (42’), 4-1 L. Suárez (51’), 5-1 Messi (52’), 6-1 L. Suárez (81’), 6-2 Castro (83’)

Barca tog hul på La Liga 2016/17 med hjemmekampen mod Betis. Her måtte Luis Enrique undvære en lang række spillere på grund af skader, OL samt karantæne. Claudio Bravo tog plads i målet til det, der med stor sandsynlighed ville blive hans sidste kamp for klubben, inden skiftet til Manchester City. I front var der genvalg til Arda Turan, der scorede to gange i onsdagens Supercup triumf mod Sevilla i onsdags.

Barca fik en perfekt start på ligaen med en scoring allerede efter seks minutters spil. Messi fandt Alba med et præcist sideskift og han sendte hurtigt bolden ind foran mål. Her fik Turan ydersiden på bolden og så var catalanerne foran med 1-0. De efterfølgende minutter dominerede Barca klart med hurtigt og målsøgende spil. Det skabte et par farlige situationer, men uden at der blev afsluttet. Tilskuerne på Camp Nou sad forventningsfuldt og ventede på den næste scoring.

I stedet gik tempoet pludselig noget ud af hjemmeholdets spil og det udnyttede Betis til at komme bedre med. De kom længere frem på banen og efter 20 minutters spil fik de frispark lige udenfor Barcas felt. Det tog Ruben Castro sig af og han sendte et hårdt skud forbi muren og i nettet til en 1-1 udligning. Her så Bravo ikke helt godt ud. Scoringen fik gang i Barcas spillere igen, der igen satte tempoet op og det varede ikke længe, før at der var fare på færde. Efter 27 minutter krævede Camp Nou straffespark, da Luis Suárez blev skubbet omkuld i feltet, men dommerens fløjte var tavs. Minuttet efter var det Messi der forsøgte sig med en afslutning med højrefoden, men han må se bolden prelle af på overliggeren. Rent uheld for argentineren.

Barca holdt det høje tempo og Betis var konstant under pres. Udbyttet kom efter 37 minutter, da Messi modtog bolden udenfor feltet. Her tog han et par karakteristiske træk på tværs, inden han uimodståeligt sendte en kanon af et skud i nettet. En klassisk Messi-scoring og Barca førte 2-1. Blot fem minutter senere kom målet til 3-1. Sergi Roberto sendte et indlæg ind til Luis Suárez i feltet og han viste sit velkendte målinstinkt frem, da han via indersiden af fjerneste stolpe fik bolden i nettet. Det blev afslutningen på et flot og effektiv første halvleg af Barca, hvor de helt fortjent havde skabt sig en 3-1 føring.

Barca indledte anden halvleg i et hæsblæsende tempo, der var tæt på at løbe Betis over ende. Messi sendte først et godt skud af som keeperen parerede og på riposten fik Turan bolden i nettet, men fik scoringen annulleret for offside. Samme minut måtte Messi se målmanden redde endnu et skud og her var Rakitic klar på riposten, men bolden sneg sig forbi mål. Betis holdt kun stand til det 56. minut, da Barca satte en omstilling i gang efter et hjørnespark til andalusierne. Arda Turan fandt Messi i feltet, der spillede videre ind foran mål til en komplet fri Luis Suárez, der blot skulle skubbe bolden over stregen. Flot scoring af Barca. Blot minuttet efter kom scoringen til 5-1, da bolden blev erobret på Betis’ banehalvleg. Messi tog et par træk og sendte et skud af sted, hvor bolden strøg i nettet.

Efter den fantastiske start på halvlegen, slap Barca foden lidt fra speederen. De kontrollerede stadig kampen fuldstændig og der blev fortsat spillet fremad banen. Betis-forsvaret var kontant under pres og det var tydeligt, at Barca gerne ville glæde de mange tilskuere på Camp Nou med flot spil og flere mål i sæsonens første ligarunde. Midt i halvlegen foretog Luis Enrique sin første udskiftning, da Munir afløste Denis Suárez. Det betød, at Turan faldt ned på midtbanen. Netop Munir var ophavsmanden til Barcas næste mulighed, da han lagde op til Messi, men her fik målmanden afværget til hjørne. Lige efter blev en velspillende Jordi Alba afløst af Lucas Digne.

10 minutter før tid fik Barca frispark udenfor feltet. Det var så langt til venstre at Messi lod Luis Suárez skyde og det skulle vise sig, at være en god idé. Suárez sendte bolden over muren og op i krydset til 6-1. Dermed var hans hattrick en kendsgerning. To minutter efter kom Betis til sin anden afslutning i kampen og for anden gang udmøntede det sig i en scoring. Ruben Castro fik lidt heldigt bolden ned på et indlæg og han lykkedes med et skud som Bravo ikke kunne gøre noget ved. En ikke helt retfærdig 6-2 reducering. Barca fortsatte det målsøgende spil i kampens sidste minutter. Det gav en stor mulighed til Digne, hvor målmanden afværgede til hjørne og også Rakitic måtte se keeperen gribe ind efter en god afslutning.

Mere skete der ikke i opgøret og Barca fik dermed en overbevisende start pĂĄ denne sæsons La Liga med en 6-2 sejr, der ikke var et eneste mĂĄl for stor.  

 
.:FORSIDE:.