FC Barcelona - Celta 5 - 0

FCBARCELONA.DK - 11.01.18

FC Barcelona: Cillessen, Semedo, Piqué (Vermaelen 46’), Mascherano, Alba, Busquets, Rakitic, Iniesta (Arnaiz 62’) , Gomes, Messi (Dembélé 59’), Luis Suárez

Bænk: Ter Stegen, Vermaelen, Digne, Sergi Roberto, Paulinho, Dembélé og Arnaiz

Mål: 1-0 Messi (13’), 2-0 Messi (15’), 3-0 Alba (28’), 4-0 Suárez (31’), 5-0 Rakitic (87’)

Det handlede om returkampen i Copa del Reys 1/8 finale, da Barca tog imod Celta. Efter 1-1 i første opgør for en uge siden i Vigo, skulle Barca bruge en sejr for at komme videre i turneringen. Derfor stillede træner Ernesto Valverde som ventet en startopstilling, der var tæt på at være den stærkest mulige.

Som ventet blev Barca mødt højt på banen af Celta og der blev spillet i et højt tempo fra første minut. Gæsternes pres gav dog ikke Barca de store problemer. De spillede sig godt op af banen og udnyttede den plads Celtas offensiv efterlod. Det var tæt på at give et par gode muligheder i indledningen, med de afgørende pasninger missede. Det gjorde de dog ikke efter 13 minutters spil, da Alba sendte bolden ind i feltet, hvor Suárez lod den passere til Messi foran mål og så førte hjemmeholdet med 1-0.

Perfekt start for catalanerne, men det skulle hurtigt blive endnu bedre, for blot to minutter senere blev det 2-0. Igen var det samspillet mellem Alba og Messi der gav resultat, da argentineren fik sendt bolden i nettet på ny. Celta var tydeligt i chok over de to hurtige scoringer og de satte ikke en fod rigtigt i kampen. Midt i halvlegen var det Iniestas tur til at afslutte, da Messi smart spillede ham fri med hælen, men bolden gik over mål.

Barca gjorde lige hvad der passede dem, mod et modløst og forvirret Celta-mandskab. Uret havde da heller ikke rundet den halve time, inden at Barca igen fik scoret. Denne gang blev rollerne byttet om, da Messi lagde en fantastisk lang bold til Alba, der fangede keeperen på halvdistancen og sendte bolden i nettet. 3-0 og kampen syntes afgjort. Hvis Celta alligevel stadig troede på deres chance for at komme tilbage, blev det håb slukket blot tre minutter senere. Her lavede Pione Sisto en hovedløs tilbagelægning der bragte Suárez helt fri og han takkede for gaven ved at gøre det til 4-0.

Ydmygelsen var total og Barca havde på en halv time afgjort kampen og dermed sikret sig vej til kvartfinalen i Copa del Rey. Det var nok årsagen til, at foden blev sluppet lidt fra speederen. Tempoet blev taget ud af kampen og bolden blev spillet roligt rundt, uden at Celta fik lov til at røre det særlig meget. Celta kom til et par spæde forsøg i halvlegens slutfase, men intet som Cillessen behøvede at involvere sig i. Det blev dermed ved de 4-0 ved pausen efter en fantastisk første halv time af hjemmeholdet.

Valverde valgte at tage Piqué ud i pausen og i stedet sende han Vermaelen i aktion. Barca fortsatte i samme stil med at dominere, uden at der for alvor blev satset fremad banen. Der var optræk til noget farligt i et par tilfælde, men uden at der blev afsluttet. Efter en times spil rejste alle på Camp Nou sig og klappede, da Valverde valgte at tage Messi ud til en sjælden udskiftning. Flot hyldest af argentineren. I stedet kom Dembélé på banen. Lige efter var det Iniestas tur til at blive sparet, da han blev afløst af Arnaiz.

Nogle minutter senere lykkedes Celta pludselig med en omstilling der bragte Maxi Gomes fri, men her kom Semedo godt tilbage og ryddede op. Det var dog en enlig svale fra gæsternes side og Barca fortsatte med at dominere klart, uden at der blev brugt særlig mange kræfter. Midt i halvlegen gav Dembélé en prøve på sine kvaliteter, da han tog et par gode træk og afsluttede, men skuddet blev blokeret til hjørne. Kort efter var franskmanden på spil igen, denne gang med et godt oplæg til Arnaiz, men her endte bolden i sidenettet.

10 minutter før tid forsøgt Suárez frækt at loppe bolden over målmanden fra midten af banen, men den strøg tæt forbi mål. Ærgreligt for ham, for det havde været en flot scoring. Barca slappede noget af i kampens slutfase og det udnyttede Celta til at komme lidt bedre med, uden at de dog fik det store ud af det. Et par minutter før tid fik Barca et hjørnespark, hvor Rakitic fik lov til at stå komplet fri i feltet, så han let kunne heade bolden i mål. Mere skete der ikke og Barca vandt fortjent med 5-0 i en kamp, der blev afgjort efter blot en halv times spil. Med sejren er holdet dermed klar til kvartfinalen i Copa del Rey. 

.:FORSIDE:.