Athletic Club Bilbao - FC Barcelona 0 - 1

FCBARCELONA.DK - 28.08.16

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Umtiti (Mascherano 71’) , Alba, Busquets, Rakitic, Denis Suárez (Gomes 71’), Turan (Rafinha 83’), Messi, Luis Suárez

Bænk: Masip, Aleix, Mascherano, Digne, Gomes, Rafinha og Munir

Mål: 0-1 Rakitic (21’)

Barca har ofte oplevet problemer på San Mamés, så der ventede holdet en svær opgave mod Athletic Club Bilbao. Luis Enrique valgte at give genvalg til spillerne fra sidste weekends 6-2 sejr over Real Betis, med den eneste undtagelse, at Ter Stegen afløste Claudio Bravo i målet. Mascherano var tilbage efter hans skadesperiode, men måtte indlede kampen fra bænken.

Barca var tæt på en drømmestart, da Denis Suárez kom til en helt åben skudchance efter blot tre minutter, men han afsluttede svagt over mål. Et par minutter efter fik Arda Turan sendt bolden over stregen, men scoringen blev korrekt annulleret for offside på Luis Suárez, der lagde den sidste pasning. Bilbao gik som ventet højt på banen og det gav Barca problemer i opspillet. Det var tæt på at give en udligning til Bilbao efter 12 minutter, da Ter Stegen sendte bolden lige i fødderne på Bilbaos Beñat, men han afsluttede svagt lige på Barca-keeperen. Kæmpe brøler af Ter Stegen, der nemt kunne have kostet en scoring.

Barca fortsatte med at have problemer med hjemmeholdets høje pres, men når de fik spillet sig ud af det, udmøntede det sig ofte i farlige situationer. Det så man tydeligt midt i halvlegen, da en omstilling blev udnyttet med stor effektivitet. Luis Suárez fandt Turan på kanten, hvor han sendte en høj bold ind i feltet. Her kom Rakitic stormende og fik sat hovedet på bolden, så den strøg i nettet. 0-1 til Barca. Scoringen ændrede ikke på Bilbao spil. De fortsatte med at presse højt og det brød fuldstændig den rytme som man ofte ser hos Barca. De lykkedes ikke med at skille sig godt af med bolden og det betød at der blev længere mellem de gennemspillede angreb.

Et par skud fra Denis Suárez og Umtiti fra distancen var de eneste spæde forsøg man så fra Barca i en længere periode af halvlegen. Bilbao lykkedes derimod med at øge presset på Barca i halvlegens sidste 10 minutter og det var tæt på et par gange, da hjemmeholdet forsøgte sig med langskud, men begge gange greb Ter Stegen godt ind med vigtige redninger. I halvlegens sidste minut burde Arda Turan have øget Barcas føring. Et godt gennemspillet angreb endte med et helt åben chancen til tyrkeren, men han afsluttede svagt i sidenettet. Inde foran mål slog en komplet fri Luis Suárez opgivende ud med armene. Skidt aktion af Turan.

Bilbao lagde ud efter pausen med et godt forsøg af Laporte der gik over mål. Hjemmeholdet fortsatte med det høje pres, men det virkede som om, at Barca havde bedre styr på det. De blev ikke så presset i opspillet som i første halvleg og fik oftere skilt sig godt af med bolden. Efter 54 minutter afsluttede Barca for første gang efter pausen, da Messi sendte et skud forbi mål og kort efter var det Luis Suárez der fik en god mulighed, men han sendte bolden langt over.

Barca virkede i nogenlunde kontrol med begivenhederne, men Bilbao fortsatte i samme spor og var hele tiden godt med i opgøret. Som altid på San Mamés blev baskerne bakket forbilledligt op af tilskuerne. Efter lidt mere end en times spil var det tæt på en udligning, da Raul Garcia sendte et skud af sted, der strøg tæt forbi mål. Lige efter var det Williams der skød på mål, et skud som Ter Stegen tog sig af. Midt i halvlegen kunne Barca have øget føringen, da Messi blev spillet fri til en helt åben chance, men hans skud med højrebenet endte langt over mål. Lige efter foretog Luis Enrique en dobbelt udskiftning, da Mascherano og Gomes afløste Umtiti og Denis Suárez.

10 minutter før tid var det Luis Suárez der kunne have lukket kampen. Han fik energisk bragt sig fri i feltet og skulle blot dreje bolden i mål, men han sendte den i stedet forbi. Bilbao lugtede muligheden for at hente et point og satsede fremad banen i slutfasen. Det gav dem et frispark lige uden for feltet i det 85. minut, hvor Beñat sendte bolden tæt forbi mål, mens Ter Stegen blot kunne kigge på. Her var heldet virkelig med Barca. Bilbao pressede på i de sidste minutter, hvor Barca stod foran eget felt det meste af tiden. I overtiden fik catalanerne gang i en omstilling, hvor Luis Suárez kom komplet fri foran mål, efter at målmanden var væk, men han afsluttede svagt lige på en spiller der stod inde på stregen. Lige efter fløjtede dommeren af og Barca havde fået tre vigtige og fortjente point, men de kom ikke i hus uden besvær.  

.:FORSIDE:.