Barca eller Chelsea vinder Champions League

Rune Stentoft - 13.02.18

I næste uge går det løs mellem Barca og Chelsea i 1/8 finalerne i Champions League. Tager man et tilbageblik på deres seneste møder, kan man konkludere, at enten Barca eller Chelsea vinder Champions League.

Tilbage i 2009 tørnede Barca og Chelsea sammen i semfinalerne i Champions League. Den første kamp i Barcelona sluttede 0-0 på Camp Nou. I returkampen på Stamford Bridge kom catalanerne hurtigt bagud 1-0 efter et flot mål fra Michael Essien, men Iniesta svarede igen i slutningen af kampen med en formidabel flugter, der sendte Barca videre til finalen på reglen om flest udebanemål. I finalen besejrede Barca Manchester United med 2-0 på Stadio Olimpico i Rom og vandt dermed klubbens tredje pokal med de store ører.

Tre år senere krydsede de to hold igen klinger i Champions League - igen i semifinalerne. Denne gang gik det dog langt fra Barcas vej, da Chelsea fik deres hævn. Trods et fint resultat på 1-1 i England i den første kamp kunne Barca ikke stille meget op mod et hårdtkæmpende Chelsea-mandskab i returkampen i Barcelona. Kampen endte 2-2 og dermed var Chelsea klar til Champions League finalen. Den endte de med at vinde efter en dramatisk kamp mod Bayern München, der bød på forlænget spilletid og en straffesparkskonkurrence.

Også i 2006 tørnede Barca og Chelsea sammen i knald eller fald kampene i Champions League. Her endte Barca med at vinde turneringen i finalen mod Arsenal.

Nu står de to hold igen overfor hinanden i Champions League, og skal man drage en morsom konklusion ud fra de seneste møder mellem modstanderne i knouckout-fasen i 2006, 2009 og 2012, så kan man konkludere, at enten Barca eller Chelsea vinder Champions League i år.

.:FORSIDE:.